androidapplearrowcart-big-outlinecart-fullcheckchef-hatall-gridbullseyelightbulbcircle-mediumcircle-smallclockdownloaddownloadenlargefacebookinstagrammagnifiermenu-arrow-downpointerprintersharestartwitteruser-simpleyoutubescroll-indicator-firescroll-indicator-arrowscroll-indicator-arrowscroll-indicator-arrow

En eventyrlig fortælling om Weber i Danmark

Der var engang....

Da George Stephen i 1952 designede sin nu verdensberømte kuglegrill til nem og lækker tilberedning af hele hanekyllinger – og meget andet godt – på grillen, brugte han ganske vist ikke en træsko. Men udgangspunktet var næsten lige så skørt. Nemlig en havbøje. Den skæve ide med havbøjen viste sig dog at være lige – i øjet. At være original snarere end gal, for også i historien om Webergrillen viser det gale og geniale sig ofte at være to sider af samme sag. Både i hjemlandet USA og i rejsen mod grillheltene i de danske baghaver.

– Når jeg ser tilbage, har virksomheden her i Danmark for en stor del været domineret af originaler. Vi har i høj grad været vores egne herrer, vi har været meget ambitiøse. Og alle har villet have deres vilje, kommer det med et skævt smil fra Jens Bindslev, som er hovedentreprenøren bag Webers enorme succes i Danmark. 
– Hos Markt & Co., hvor hele Webereventyret begyndte, fik jeg det skudsmål, at jeg var en typisk entreprenør. Det blev jeg fornærmet over, for det ville jo sige, at jeg ikke var detaljeorienteret nok – hvad jeg i øvrigt heller ikke er. Jens Bindslev griner højt. Så tilføjer han, at han dog selv mener, det hen ad vejen er lykkedes ham at få lidt flere detaljer med som led i en almen menneskelig udvikling. 
Men vi begynder ved begyndelsen, hvor det pudsigt nok var en lille, tilfældig detalje, der i 1990 satte den entreprenante Bindslev på sporet af Weber. Vi fortæller historien om det afgørende øjeblik, hvor den amerikanske drøm mødte en vaskeægte dansk Klods-Hans. Vi fortæller om de mange øjeblikke, der fulgte – og om en flok amerikanske og danske originalers fælles passion for at skabe enestående oplevelser og inspirerende grilleventyr for alle.

Da Danmark fik smag for grill …

Det at grille er sandsynligvis opstået ved en tilfældighed. Den herskende teori går ud på, at en af vores forfædre for mere end en million år siden traskede rundt i asken efter en skovbrand og fik færten af en forhistorisk okse eller hest, som var blevet stegt i branden. Lugten vakte interesse. Vores forfader tog derfor en bid af det stegte dyr. Nu var ikke bare nysgerrigheden, men også lækkersulten vakt. En lækkersult, som gennem årtusinder har næret en blomstrende grillkultur. Madlavning over åben ild udviklede sig i mange forskellige retninger i mange forskellige verdensdele og under mange forskellige navne – fra den sydafrikanske braai over den indiske tandoori til den persiske kebab. I USA fik fænomenet navnet barbecue, som efterhånden ikke blot betegnede tilberedningsmetoden, men også en begivenhed. Barbecue handlede ikke bare om maden. Det handlede i lige så høj grad om samværsformen, den uformelle snak og hyggen under åben himmel til duften af krydderier og kulinarisk kreativitet – til den sydende lyd af stegende delikatesser. George Stephen elskede denne form for samvær. Og han brændte for at give alle mulighed for at forkæle familie og venner med lækkerier fra grillen hjemme i baghaven. Han ville skabe en grill, der var synonym med gode oplevelser, inspiration og kvalitet – det vi i dag kender som selve Webers DNA. Ud af den ambition – samt en overskåret havbøje – bragte han i 1952 kuglegrillen til verden. I Danmark havde grillkulturen taget en lidt anden drejning. Mildt sagt. Og i 1990, hvor historien om Weber-Stephen Nordic tager sin spæde begyndelse, var den hos det store flertal nærmest afblomstret. Det blev sjældent til mere end en branket kotelet og et par sortsvedne pølser de to-tre gange om året, hvor man hev den røde, firkantede rustbunke af en grill frem. Sådan var det for de fleste danskere. Sådan var det for Jens Bindslev. Han var netop blevet konstitueret direktør i agenturvirksomheden Markt & Co., hvor han havde fået et halvt år til at vurdere, om firmaet havde en overlevelseschance eller straks burde stedes til hvile.

Eventyret folder – bogstaveligt talt – sig ud

Da Jens Bindslev i 1990 tiltrådte hos Markt og Co. var han åben over for, at der skulle ske noget nyt og stort for virksomheden, der hovedsageligt forhandlede produkter til have og anden udendørsbrug. 
– En dag trak jeg en skuffe ud i den tidligere direktørs skrivebord, og der lå en folder om et meget mærkeligt udseende produkt. Det viste sig, at det var en grill. Sådan en med et låg på – en rund kuglegrill. Og jeg tænkte: 'Hvad er dog det?' Jeg forstod den overhovedet ikke, da jeg så den. 
Jens Bindslev syntes nærmest, det lignede en ufo, men noterede sig dog, at en grill var et godt komplementærprodukt til haven. Han kontaktede derfor Weber-Stephen Products LLC i USA, der henviste ham til virksomheden Bernco i Bruxelles, som på dette tidspunkt fungerede som Webers Europa-agent. Bernco solgte blandt andre Webergrill til Markt & Co. i Holland, og derfor var den forhenværende direktør i Danmark altså kommet i besiddelse af en folder om kuglegrillen. En grill, der dengang kun solgtes et eneste sted i Danmark, nemlig hos bolig og designhuset Johannes Fog i Lyngby – der fortsat har Weber i sortimentet. I dag får man hos Johannes Fog naturligvis sine grill fra Weber-Stephen Nordic, men tilbage i begyndelsen af 1990’erne var det faktisk gennem Webers svenske agent, at man fik grillen til Danmark. 
– Dengang kendte jeg slet ikke til den ånd, der ligger bag Weber-produkterne, men jeg tænkte ’Hvad sker der ved at købe en container hjem?’ Så det gjorde vi.

Fra Tåstrup til Nordjylland

Helt præcist var det den 20. november 1990, at Jens Bindslev skrev under på en aftale om at blive importør af Weber i den blandede landhandel Markt og Co., som han skulle forsøge at redde fra bygerne af røde tal i regnskabet. 
Forhandleraftalen med Weber var ikke den eneste skelsættende begivenhed i 1990. For at begynde på en frisk besluttede man at flytte virksomheden fra Tåstrup til Nordjylland, hvor man etablerede sig i lokaler tæt på Aalborg Lufthavn. Desuden valgte man at ansætte Michael Jensen som bogholderiansvarlig. Michael Jensen tiltrådte 1. januar 1991 – og skulle vise sig at blive en anden markant profil i historien om Webers udvikling i Danmark og Norden. 
Da man i foråret 1991 modtog den første container med 474 Webergrill, var begejstringen både hos Jens Bindslev og Michael Jensen noget halvhjertet. Ganske vist havde Weber-agenten i Bruxelles instrueret dem i brugen af Webergrillen, men åbenbart ikke grundigt nok – for de havde stadig ikke rigtigt set fidusen i det med at bruge låget. På grillen, forstås. Det samme gjaldt de forhandlere, som duoen havde sendt kuglegrillen af sted til. Da året var omme, kom mere end halvdelen af grillene retur med den begrundelse, at det var umuligt at sælge en grill med låg. I 1992 går det en anelse bedre. Men man er langt fra at være en succes og kan kun drømme om at nå salgstallene fra Sverige, hvor man er nået op på at sælge 10 containere – eller 5000-6000 grill – om året.
– Det var simpelthen stort dengang i 1991 og 1992! Og det var tæt på at føles umuligt nogensinde at kunne nå op på så vilde salgstal herhjemme. Det er sjovt at tænke på i dag. Når vi nu eksempelvis ved, at vi allerede 15 år senere solgte omkring 250.000 Webergrill i forskellige modeller – på det skandinaviske marked og i de baltiske lande, siger Jens Bindslev. Det første positive vendepunkt mod vejen til succes bliver en engelsk kvinde. Janet Ellison boede i Skipton i England, men blev i begyndelsen af 1990’erne ansat i Bernco, Bruxelles, hvor hun arbejde en årrække, før hun kom til at stå i spidsen for Weber i Storbritannien. Hun fik afgørende betydning for Webers succes i Danmark, selvom den dynamiske duo Bindslev/Jensen var lidt skeptiske fra allerførste håndtryk med damen. 
– Ved hun, hvad hun har gang i, kan jeg huske, at jeg tænkte, da Janet Ellison insisterede på, at hun ville lave mad til hele virksomheden i den der runde grill, fortæller Michael Jensen og fortsætter: 
– Janet havde bedt os kalde alle medarbejdere sammen en aften, og for at demonstrere, hvordan grillen med låg virkede, gik hun i gang med at tilberede en culottesteg. Vi interesserede os ikke rigtigt for, hvad hun stod og lavede, men var mere interesserede i de flasker vin, vi havde knappet op. Indtil hun lettede på låget og lod alle smage – så var vi solgt. Sammen kæmpede Jensen og Bindslev herefter standhaftigt for at overbevise danskerne om, at grillen med låg kunne noget helt særligt.

Succes for fuld udblæsning

Jan Glæsel havde siden 1980’erne været kendt som trompetist, komponist og kapelmester. Og netop gennem rollen som kapelmester i Casper Christensens populære underholdningsprogram Husk lige tandbørsten, der i 1996 løb over de danske tv-skærme på fredage aftener, blev han manden, der for alvor satte kuglegrillen og Weber på det mentale danmarkskort. Sammen med omkring 2,5 millioner andre seere overværede duoen Bindslev og Jensen, hvordan Jan Glæsel i en fingeret quiz satte sit kæreste eje på spil som præmie. Kapelmesteren var knust, da han tabte den Webergrill, han så inderligt havde ønsket sig – og fået – i bryllupsgave, mens Jens og Michael dårligt kunne tro deres eget held. Dagen efter sendte de Jan Glæsel en ny Webergrill, og det blev begyndelsen til et nært venskab med kapelmesteren og hans hustru, Miriam Glæsel. Allerede få måneder senere, i foråret 1997, blev Glæselparret hyret til at medvirke i tv-programmet Syng med, der blev sendt fra Bakken. Her sang den folkekære Johnny Reimar fællessang med publikum, mens Miriam og Jan Glæsel i pauserne demonstrerede, hvordan man griller – med låg.

Grillerier på skoleskemaet

I 2000 debuterede Miriam og Jan Glæsels som kogebogsforfattere, da de i samarbejde med Weber udgav Brug låget, når du griller, der siden blev fulgt op af Brug låget, når du griller II og Glæsels Grillerier. Tilsammen solgte kogebøgerne mere end 480.000 eksemplarer, hvilket nærmest er uhørt i et lille land som Danmark. I 2012 udgav parret så den digitale grillkogebog Glæsels favoritter på kuglegrill, hvor ’læserne’ kunne grille sammen med parret på iPhone eller iPad, og samme år optrådte Jan og Miriam Glæsel desuden på Weber Grill & Music Festival med beretninger fra deres to årtier med Webergrillen.

Fod under eget bord

2000 var ikke bare året, hvor Glæselparret debuterede med Brug låget, når du griller. Det var også året, hvor Weber fik foden under eget bord i Danmark med etableringen af Weber-Stephen Scandinavia. Allerede i 1996 havde Gardena overtaget Markt & Co. firmaerne i Norge, Holland, Belgien og Danmark, og i efteråret 1999 annoncer man fra Webers hovedsæde, at man ikke længere vil benytte forhandlere, men vil have sine egne datterselskaber i Europa. 
– Jeg fik tilbuddet om at komme med over i det nye Weber-firma. Min eneste bekymring var egentlig, om det nu var sikkert nok; for hvor mange grill kan man egentlig sælge i et lille land som Danmark?
siger Jens Bindslev med et grin. 
Ikke så få, skulle det hurtigt vise sig, og Jens fik stik mod forventning mere travlt end nogensinde før. Det kan blandt andre Lise Lotte Bering Kristensen, som i 2012 blev HR Manager i Weber-Stephen Nordic, tale med om.

Indtog i Norden

I 2001 overtager man salget af Weber i Norge fra Gardenia, og i 2002 overtager man også salget i Sverige. I en periode beholdt man den selvstændige organisationen, der havde været i Sverige, men inden årets udgang lukkede man også kontoret i Stockholm. Alt salg i Norden kørte nu centralt fra Danmark. 
I 2004 bliver også Finland og Baltikum til en del af virksomheden – og navnet ændres til Weber-Stephen Nordic. I Finland har man indledningsvist et samarbejde med Fritz Schurs salgschef i Finland, men efter et par år får man sin egen organisation i det finske. Endelig er 2004 også året, hvor Weber-Stephen Nordic kåres til superbrand af Superbrands Council.

Diskret Dansk Design

Dansk design er kendt og respekteret over hele verden. Og i jagten på nye muligheder og produkter etablerer Jens Bindslev et samarbejde med netop en dansk designvirksomhed, der sikrer Weber indtil flere fornemme designpriser. 
Det begyndte egentlig med, at direktøren blev kontaktet af en underafdeling af Rosendahl, som ville vise Weber en knivserie og tale om mulighederne for at samarbejde. Derfor kontakter Jens Jim Stephen i USA. Han synes, det er i orden at forsøge sig med sådan en serie og er faktisk manden, der foreslår dråberne på skæftet af Style knivserien, som lanceres i 2006. Foruden en lang række lækre produkter til Weberfolket, resulterede det blandt andet i, at Seidenfaden Design Copenhagen i 2007 vandt en Red Dot Design Award for designet af Weber Style-kværnene, at virksomheden i 2009 vandt både en Good Design Award for Weber Style-tangsættet og knivene i samme serie, mens det i 2010 blev til yderligere en iF Product Design Award for samme tangsæt. 
Samarbejdet med Seidenfaden Design Copenhagen er samtidig et eksempel på, hvordan man i Weber-Stephen Nordic er gået sine egne veje – og på grund af de gentagne succeser har fået lov at fortsætte dette pionerarbejde. 
De nordiske produkter er så populære, at de nu bliver solgt på hele det europæiske marked, og mens udviklingen af grill udelukkende ligger hos moderselskabet i USA, står Weber-Stephen Nordic i samarbejde med Seidenfaden Design Copenhagen også bag produkter som eksempelvis Cookware System og rotisseriet til Weber Q.

Store forandringer, samme fokus

I 2013 blev Weber-Stephen Nordic en del af EMEA med hovedkvarter i Berlin. Der blev i den forbindelse etableret et tættere salgs- og marketingsamarbejde med Weber-kontorerne på tværs af alle europæiske regioner. Med udgangen af 2014 gik Jens Bindslev på Pension, og det er i dag Country General Manager, Henrik Nøhr, som er ved roret i virksomheden. 
De værdier, som Jens Bindslev grundlagde Weber-Stephen Nordic på; passionen, fællesskabet og hyggen omkring grillen, er stadig hovedingredienserne i det fortsatte grilleventyr om Weber-virksomheden med hovedsæde i Nørresundby. 
– Det gælder også helt overordnet for Weber. For selvom Weber-familien i 2011 solgte virksomheden til kapitalfonden BDT Capital, har man formået at bevare sine værdier. Måske fordi BDT Capital også er en slags familieforetagende, som er ejet af 40 familier. Og så er der ingen tvivl om, at Tom Koos har været utrolig dygtig til at styre virksomheden sikkert gennemforandringsprocessen og fastholde selve Weber DNA’et, fortæller Henrik Nøhr. 
I 2015 blev Weber-Stephen Nordic til Weber Danmark, og Weber-Stephen UK, Sverige, Norge, Middle East m.fl., som tidligere refererede til Weber-Stephen Nordic, bliver selvstændige salgskontorer med direkte reference til Berlin.